Projekt 4 – Café Paraplyen

Et projekt om at designe en digital løsning til Café Paraplyen — med fokus på at nå unge mellem 20-25 år og omdanne dem fra passive scrollere til aktive frivillige. Og et projekt om at holde skansen, når en gruppe falder fra hinanden.

Klient

Café Paraplyen, Nørregade, Odense

Metoder

Persona · Empathy Map · BMC · VPC · Interessentanalyse · Risikoanalyse · SWOT

Output

HiFi prototype · Designsystem · Procesvideo · SoMe-content

Min rolle

Content, visuel identitet, prototype, koordinering

01

Sprint 1

Fundament og brugerforståelse

Fra mavefornemmelse til evidensbaseret design

Vi startede med at lægge fundamentet for samarbejdet med Café Paraplyen. Formålet var at gå bag om de umiddelbare antagelser og forstå, hvorfor målgruppen — unge 20-25 år — oplever barrierer i forhold til frivillighed i 2026. Det er let at tro, man ved svaret på forhånd. Det er sværere at bevise det med data. Vi valgte bevidst at starte med brugerforståelsen, inden vi overhovedet begyndte at tale om løsninger. Det er fristende at hoppe direkte til Figma — men det giver et produkt, der er designet til os selv og ikke til målgruppen.

Desk research

Inden vi gik i gang med de primære metoder, lavede vi grundig desk research for at forstå konteksten. Vi fandt bl.a. at VIVE har kortlagt, at 48% af ikke-frivillige unge faktisk gerne vil bidrage, hvis de bliver spurgt direkte — det tal endte med at styre hele vores løsningsstrategi. Vi læste os op på Café Paraplyens digitale fodaftryk: hjemmeside, Facebook-side og årsrapporter. Det gav os et billede af en organisation med et stærkt socialt DNA og en aktiv Facebook-tilstedeværelse, men med et hjemmeside-design, der ikke taler til målgruppen.

Persona
— Sofie
Arketypen på vores bruger. Vi skabte Sofie for at sikre, at vi designer til et menneske og ikke en statistik. Sofie repræsenterer den “skjulte ensomhed” og ønsket om meningsfuld, fleksibel frivillighed — hun er der, hun vil gerne, men hun ved ikke rigtig, om hun passer ind.
Empathy Map
Hvad Sofie ser, hører, tænker og gør. Vi identificerede et kritisk “visuelt mismatch” — caféens nuværende udtryk sender ikke de rigtige signaler til målgruppen. Og en frygt for social stigmatisering: Sofie tror fejlagtigt, at man skal have tunge sociale kompetencer for at bidrage.
Value
Proposition
Canvas
Skabe fit mellem tilbud og behov. Vi arbejdede intensivt med VPC og nåede frem til, at vores Pain Relievers skal fokusere på afmystificering og lav barriere for kontakt. Ikke hvad cafeen tilbyder — men hvad Sofie faktisk mangler.
SMART-mål
Konkrete succeskriterier. Vi definerede SMART-mål tidligt for at have et fælles pejlemærke frem mod afleveringen — og for at undgå, at “det ligner noget godt” er vores eneste målestok.
01

Stigma som barriere

Målgruppen tror fejlagtigt, at man skal have tunge sociale kompetencer for at bidrage. Det er et kommunikationsproblem — ikke et problem med cafeen.

02

Mikro-frivillighed

I 2026 efterspørger unge fleksibilitet frem for faste, låste vagtplaner. Det er ikke dovenskab — det er en generationsændring i forholdet til forpligtelse.

Interessentanalyse

For at forstå hvem vi egentlig designede til — og hvem vores løsning skulle navigere imellem — kortlagde vi projektets interessenter. Det er et af de steder, AI faktisk hjalp os til at tænke mere systematisk.

Interessent Interesse Indflydelse Strategi
Café Paraplyen (ledelsen) Rekruttere frivillige, styrke digital tilstedeværelse Høj Inddrag aktivt, vis løsning tidligt
Unge 20-25 år (Sofie) Finde meningsfuld, fleksibel frivillighed uden pres Middel Design til hendes behov, test med rigtige brugere
Nuværende frivillige Godt arbejdsmiljø, rekruttering af nye kræfter Middel Autentisk billedsprog der afspejler dem
KFUM’s Sociale Arbejde Strategisk sammenhæng, værdier bevares Høj Respekter organisationens DNA i designet
MMD-studerende / os Fagligt læringsudbytte, bestå eksamen Lav Dokumentér proces løbende

Risikoanalyse

Vi kortlagde risici både for projektet internt og for den løsning, vi designede til cafeen. I bakspejlet er det lidt bittert at se, at de interne projektrisici var præcis de ting, der faktisk gik galt.

RisikoSandsynlighedKonsekvensHandling
Gruppemedlem falder fraMiddelHøjTidlig åben kommunikation, vejleder inddrages
Kompetencegab i Figma (autolayout)MiddelMiddelFordel ansvar bredere, del viden løbende
For sen brugertestningHøjHøjTest tidligt — selv ufærdige prototyper giver svar
Facebook-afhængighedMiddelHøjEget digitalt ankerpunkt fremfor platformsafhængighed

Refleksion · Sprint 1

Det, der overraskede mig mest i sprint 1, var, hvor meget tid vi faktisk brugte rigtigt. Persona og Empathy Map føles ofte som trin man krydser hurtigt af, men denne gang gik vi ordentligt i dybden — og det betød, at vi fra dag ét havde en fælles forståelse af, hvem vi designede til. Uden Sofie bliver designbeslutninger til holdninger i stedet for argumenter. Den forforståelse holdt faktisk gennem hele projektet, selvom meget andet skred.


02

Sprint 2

Fra strategisk analyse til konkret indholdsstrategi

Teorien sat i arbejde

Siden den indledende research har vi arbejdet intensivt med at transformere indsigterne til en konkret løsningsmodel. Processen bevægede sig fra de store linjer i forretningsmodellen til de små detaljer i Tone of Voice og visuelt udtryk. Det er præcis i den overgang, det enten klikker eller falder fra hinanden. Vi startede med BMC og VPC side om side, og det hjalp os med at identificere det gap, vi hele vejen igennem talte om: Café Paraplyen har et stærkt socialt DNA, men mangler en digital bro til de unge.

Business
Model Canvas
Det strategiske fundament. BMC hjalp os med at forstå, hvordan organisationen faktisk fungerer — kommunal støtte, fondsmidler og cafédrift. Vi definerede kerneværditilbuddet til Sofie som “den personlige invitation” og “kompetenceudvikling gennem frivillighed”.
Adfærds-
design
Marketplace-konceptet. Vi bevægede os væk fra tørre “jobopslag” og lavede specifikke frivillig-spots — Brætspils-host og SoMe-explorer. Ved at kalde det “pladser i fællesskabet” frem for “opgaver” bruger vi adfærdsdesign til at mindske den sociale barriere.
Tone of Voice
Tre adjektiver der styrede alle beslutninger. Inkluderende (vi inviterer fremfor at søge), Autentisk (relaterbar realisme i billedvalg), Handlingsorienteret (tydelige Call-to-Actions). Hvert stykke tekst og hvert billede skulle forsvares op imod disse tre ord.
Visuel
Audit
Analyse af eksisterende platforme. Auditen afslørede en “hjemlig hygge”, som vi valgte at bevare men optimere. Varmt og nærværende behøver ikke betyde amatøragtigt. Caféens Facebook-engagement er usædvanligt højt for en nonprofitorganisation — men hjemmesiden fungerer som et statisk arkiv frem for et rekrutteringsværktøj.

“Vi fandt ud af, at vi brugte for meget tid på at diskutere farver og layout frem for at sætte det i hænderne på rigtige brugere. Det er en fejl, der er nem at lave — og dyr at opdage sent.”

Content produkter

Videoerne og SoMe-materialet kom faktisk i mål. Det er jeg ret tilfreds med — for det er det, jeg næsten lavede alene.

Refleksion · AI som arbejdsværktøj

I det her projekt har jeg trukket meget på AI — primært til at strukturere analyser, generere indholdsudkast og optimere tekster til målgruppen. Og det har lært mig enormt meget. Ikke bare om, hvad AI kan bruges til, men om, hvordan man stiller de rigtige spørgsmål for at få noget brugbart ud af det.

Det, der har overrasket mig mest, er, hvor langt den udvikling faktisk er. Jeg brugte det til alt fra at lave det første udkast til interessentkortet til at sparre om vores Tone of Voice — og hver gang jeg brugte det rigtigt, altså som sparringsværktøj fremfor facitliste, fik jeg noget ud af det, jeg ikke selv ville have skrevet.

Men det giver mig også lidt uro i maven, når jeg tænker på hvad det betyder for uddannelsen. Arbejdet som multimediedesigner vil ændre sig markant — og det går stærkere, end undervisningen kan følge med på. Det er ikke en kritik af skolen. Det er bare en erkendelse af, at vi er i gang med at lære et håndværk i den periode, håndværket skifter form.

Refleksion · Sprint 2

Sprint 2 var der, hvor vi for alvor begyndte at mærke, at gruppen begyndte at blive presset på overblik og struktur. Vi nåede langt strategisk — men vi brugte for meget tid på at diskutere styleguide-farver og layout frem for at komme i gang med brugertests. Det er en klassisk fælde: man sidder og finpudser, mens man burde sætte det i hænderne på brugere og se, hvad der sker. Den feedback fik vi til midtvejspitchet — og den kom for sent.


Sprint 3

03

Sprint 3

Der det gik rigtig galt

Og hvad der alligevel kom ud af det

Vores gruppe har fra dag ét været præget af løbende sygdom og et lavere mentalt overskud på hele fronten. Det resulterede i, at én meldte sig ud — og kort efter stoppede en anden med at give lyd fra sig.

Til midtvejspitchet fik vi at vide, at vi skulle have brugt vejledningen mere aktivt undervejs. Vi havde mistet lidt fokus på målgruppen i den digitale prototype — en klassisk situation, hvor man er så dybt nede i materialet, at man ikke længere ser det udefra.

Det konkrete problem var, at ham der stoppede med at svare var ham, der havde arbejdet i vores Figma-mockup og brugt autolayout. Ingen af os andre havde arbejdet med det før. Vi endte med et kompromis: vores HiFi-mockup indeholder screenshots de steder, vi ikke nåede at opdatere.

Contentprodukterne kom dog i mål. Da jeg tog fat i dem og kørte dem igennem, fik vi noget ud af det, der matchede vores Tone of Voice og strategi.

Resterende opgaver

  • — Kortlæg og omdefinér sidste sprint
  • — Sæt kode sammen og færdiggør
  • — Individuel kodevideo
  • — Fælles video
  • — Klientrapport
  • — Færdigt designsystem
  • — Litteraturliste

Hvad jeg tager med mig

Projekt 4 har givet mig noget, som ingen studiemodel kan forberede en på: erfaring med at holde et projekt kørende, når fundamentet under det begynder at smuldre. Det er ubehageligt. Det er også det, der giver mest lærdom. Fagligt set er jeg kommet langt i at bruge metoder som VPC, BMC og interessentanalyse til andet end at udfylde et skema. Jeg har mærket, hvad det vil sige at have en rød tråd, og hvad der sker, når den mangler. Contentdelen er det, jeg er mest tilfreds med. Næsten al videoproduktionen er lavet af mig.
Det sværeste at reflektere over er gruppen. I bakspejlet ville jeg have trukket vejlederen ind hurtigere og haft en mere åben samtale om, hvem der leverede hvad — ikke for at kontrollere, men for at have en fælles realitetsbeskrivelse.

Jeg har lært, at det at holde skansen ikke er det samme som at redde projektet. Nogle gange er det bare at komme igennem med noget, man faktisk kan stå inde for, selv når forudsætningerne var langt fra ideelle.

Til næste projekt tager jeg to ting med: brug vejlederen aktivt fra start, og brugertést hurtigt, når man skal afklare noget i forhold til målgruppen. Ikke når prototypen er “klar nok til at vise” — men præcis i det øjeblik, det gør lidt ondt at vise den.

Leave a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Scroll to Top