Workshop · 2. semester · UCL Odense · MMD
Da motivationen ikke dukkede op, men deadlinen gjorde.
En dag. En eksisterende hjemmeside. Et redesign fra bunden i Figma. Jeg valgte Café Paraplyen Odense — en socialcafé under KFUM, hvor målgruppen ofte er ældre eller socialt udsatte, og hvor den nuværende side ikke gør det nemt for nogen at finde rundt. Jeg var ikke i form den dag. Det skal det her indlæg ikke lade som om.
Briefingen var enkel: vælg en eksisterende hjemmeside og redesign den på én dag. Jeg valgte Café Paraplyen Odense, fordi det er et sted jeg kender lokalt, og fordi deres hjemmeside med det samme gav mig en konkret problemstilling at gribe fat i. Café Paraplyen er en socialcafé under KFUM, hvor man kan få et måltid, rådgivning eller blive frivillig.
Briefingen var enkel: vælg en eksisterende hjemmeside og redesign den på én dag. Jeg valgte Café Paraplyen Odense, fordi det er et sted jeg kender lokalt, og fordi deres hjemmeside med det samme gav mig en konkret problemstilling at gribe fat i. Café Paraplyen er en socialcafé under KFUM, hvor man kan få et måltid, rådgivning eller blive frivillig.
Målgruppen er bred, men en stor del er ældre eller socialt udsatte. Det betyder at hjemmesiden burde være rolig, læsbar og guide brugeren ét sted hen ad gangen. Det gør den ikke. Headeren er et stort foto med tekst der drukner i baggrunden, og under det ligger tre forskellige call-to-actions side om side og slås om opmærksomheden.
Inden jeg åbnede Figma skrev jeg ned hvad jeg konkret synes ikke fungerer på den nuværende side. Det er noget af det vigtigste i en design challenge — at man ikke bare hopper i en ny version, men forstår hvad der er galt med den gamle. Ellers laver man bare en anden version af det samme problem.
Det vigtigste jeg tog med fra analysen var at problemet ikke var grafisk. Problemet var at siden ikke havde besluttet sig for hvad den ville. Når du ikke prioriterer for brugeren, er du ikke god ved dem — du efterlader bare beslutningen til dem.
Den vigtigste beslutning jeg traf var at rydde op i call-to-actions. Dagens Menu blev den primære — stor, grøn, midt på siden. Rådgivning og frivillig blev sekundære: stadig synlige, men visuelt nedtonet i mørkeblå så de ikke konkurrerede med menuen. KFUM-logoet placerede jeg som visuelt anker mellem de to sekundære CTAs, så det fik en faktisk funktion fremfor bare at ligge der.
Paraply-logoet og den varme palette beholdt jeg. Det er deres genkendelighed, og det ville være forkert at smide det ud i en challenge der handler om redesign, ikke rebranding. Det grønne bånd med åbningstider beholdt jeg også — det fungerer faktisk, det var bare for klemt. Jeg gav det mere luft og brugte fed skrift på dagene så det bliver scanbart.
Headeren forenklede jeg ved at lade facade-billedet være — det er hyggeligt og siger noget om stedet — men jeg flyttede navigationen op i et selvstændigt felt over billedet, så menuteksten ikke længere skal kæmpe med vinduerne i baggrunden. Det er en lille ting, men det er forskellen mellem at en bruger kan klikke sig videre på første forsøg eller skal lede.
Jeg vil ikke pakke det ind: jeg lavede ikke mit bedste arbejde den dag. Motivationen var væk fra start, og jeg kunne mærke at hver beslutning tog længere tid end den burde. Det vigtigste jeg lærte var ikke om design — det var om hvordan jeg arbejder under modstand. Når jeg er træt eller umotiveret, har jeg en tendens til at bruge for meget tid på små detaljer for at undgå de store beslutninger. Det gjorde jeg også her.
Hvis jeg havde dagen igen, ville jeg starte med at skrive de tre vigtigste designvalg ned på papir inden jeg overhovedet åbnede Figma. Så ville jeg have et anker når energien forsvandt. I stedet startede jeg med at flytte rundt på elementer i håb om at noget ville falde på plads. Det gjorde det ikke — det stjal en time jeg ikke havde.
Næste skridt: næste gang jeg har en tidsbegrænset opgave, lægger jeg 15 minutter forrest til at skrive tre designprincipper ned. Ikke mood, ikke moodboard — bare tre sætninger der svarer på “hvad er vigtigst på siden”. Så har jeg noget at vende tilbage til når jeg sidder fast. Det er ikke en revolutionerende metode. Det er bare den jeg manglede den dag.