Projekt 2 – Installationsprojekt

Word Festival

Dette gruppeprojekt var et installationsprojekt for Word festival hvor vi fik denne case at arbejde med

Proces

Vi gik ind i projektet med en åben og undersøgende tilgang. Frem mod midtvejs-pitch arbejdede vi bevidst divergent for at åbne op for så mange idéer som muligt, inden vi begyndte at samle og prioritere. Alle i gruppen brainstormede individuelt på mulige løsninger, som både kunne understøtte festivalens indhold og tage højde for målgruppen.

I denne fase opstod idéer, der spændte fra digitale løsninger som web-apps og QR-baserede programmer til mere analoge og sanselige formater som fysiske programmer, dagbøger, klistermærker og interaktive installationer. Fokus var ikke på realisme i første omgang, men på at udforske forskellige greb til overblik, refleksion og oplevelse.

Efter den divergerende fase samlede vi idéerne og udvalgte tre koncepter, som vi udviklede til lo-fi prototyper til midtvejs-pitch. Her var målet at gøre idéerne lette at forstå og formidle på kort tid – uden at tænke dem som færdige løsninger. Prototyperne repræsenterede forskellige retninger:
– en digital løsning med overblik
– en fysisk festivaldagbog
– en mere stemnings- og sansebaseret oplevelse

Parallelt med idéudviklingen arbejdede vi med netnografi for at opnå indsigt i Word Festivals eksisterende kommunikation og fællesskab. Ved at analysere festivalens tilstedeværelse på Instagram og Facebook fik vi en bedre forståelse af målgruppen, tone of voice og hvilke typer indhold der fylder mest – samt hvad der manglede, særligt i forhold til stemning og fællesskabsfølelse.

På baggrund af brugertests af lo-fi prototyperne blev det tydeligt, at der var stor opbakning til en fysisk løsning, som kunne fungere som et alternativ til det digitale program. Samtidig blev vi udfordret på idéen om klistermærker som rating-værktøj, da testen viste, at det ikke ville fungere i praksis med så mange events. Den feedback blev et vigtigt vendepunkt i processen og førte til, at vi justerede løsningen i en mere realistisk retning.

Herefter arbejdede vi mere konvergent og videreudviklede festivaldagbogen til en hi-fi prototype. Her fokuserede vi på struktur, overblik og sammenhæng mellem indhold, funktion og festivalens tema. Løsningen kombinerer et fysisk format med digitale elementer via QR-koder og understøtter både planlægning, refleksion og feedback.

Afslutningsvis testede vi hi-fi prototypen og brugte feedbacken til finjusteringer. Processen har været præget af iteration, fravalg og justeringer, men også af en tydelig bevægelse fra brede idéer til et konkret og implementerbart løsningsforslag.

Video

Vi skulle også producere en video til projektet som endte følgende:

Reflektion

Jeg gik ind i projektet med et ønske om at prioritere kvalitet frem for kvantitet og tilpasse opgavens omfang til den tid, vi havde til rådighed. Projektplanlægning og opgavefordeling viste sig at være mere udfordrende end forventet, men ved at udpege tovholdere for delopgaverne lykkedes det at skabe overblik.

Brugertesten blev et vigtigt vendepunkt, da vi måtte droppe en idé, vi ellers havde set som en stærk gimmick, fordi den ikke fungerede i praksis. Det var en mavepuster, men nødvendig for at ende med en mere realistisk løsning.

Overordnet er jeg tilfreds med resultatet, da produktet tager udgangspunkt i brugertest og kan implementeres i virkeligheden, men jeg savner, at vi fra start havde haft mere fokus på innovation og originalitet i løsningen.

Jeg har også efterfølgende været i kontakt med klienten på dette projekt, sammen med en af mine studemakkere, for at lave noget frivilligt marketingsarbejde for dem, som jeg glæder mig til.

Scroll to Top