Code Challenge Workshop

Workshoppen var bygget som et spil. Vi fik udleveret instruktioner til 10 stigende levels, hvor man gradvist lærer at kombinere kommandoer til at løse stadigt mere komplekse opgaver. Hele rammen var en “fabrik”, hvor man skulle flytte pakker fra et inbox-bord til et outbox-bord — i rigtig rækkefølge, med så få kommandoer som muligt.

Det lyder enkelt. Og det er det også — indtil man rammer level 6, hvor man pludselig skal bruge betingede hop og holde styr på hvilken pakke man står med i hånden. Der bliver det hurtigt til kode, selvom ingen af os skrev en linje JavaScript.

Jeg havde faktisk et lille forspring. Jeg sidder en del med kode i min fritid — ikke som nogen ekspert, men nok til at jeg har en fornemmelse for hvordan loops og betingelser opfører sig. Det mærkede jeg her. Der hvor jeg for et halvt år siden ville være gået i stå på level 5-6, kunne jeg denne gang se mønsteret ret hurtigt. Så det var mindre “aha” og mere “nå ja, det er jo sådan det hænger sammen”.

Det, der alligevel rykkede noget, var formatet: at tvinge sig selv til at skrive tankegangen ned, før man vælger kommandoer. I stedet for at kaste sig ud i at prøve løsningen ved gætteri. Det er nærmest pseudokode — en arbejdsform jeg normalt springer over, men som jeg nu tager med videre i JavaScript-forløbet.

Vi var fire om at løse levelsene sammen, og det var faktisk den del af dagen, der rykkede mig mest. Man kan sagtens løse et level alene — men man forstår det først, når man skal forklare sin løsning til andre.

Flere gange oplevede jeg, at jeg havde en løsning i hovedet, som fungerede — men i det øjeblik jeg skulle forklare den trin for trin, opdagede jeg selv hullerne. “Hvorfor hopper du her? Hvad sker der, hvis pakken er negativ?” Det er spørgsmål, man ikke stiller sig selv, når man sidder alene med det.

Det er en arbejdsform, jeg kender fra tatovering — hvor man sparrer med en kollega om sammensætningen af en rygtatovering, fordi to øjne ser noget andet end ét. Men her var det med ord og logik i stedet for linjer og farver. Samme princip, anden muskel.

Jeg kom ind i workshoppen med en forventning om, at det ville være teknisk og tungt. Det var det faktisk ikke — og det er både dens styrke og min største kritik. For mig personligt var opgaven forholdsvis nem at gå til, fordi jeg allerede sidder og roder med kode derhjemme og har en fornemmelse for hvordan loops og betingelser opfører sig. Det gav mig et tydeligt forspring på dagen.

Men netop derfor står det også klart for mig, at workshoppen er lagt forkert i forløbet. Den burde ligge i starten af 2. semester, inden vi rører JavaScript. Så havde de af os, der ikke har kodet privat, fået en mental model at hænge syntaksen op på — frem for at skulle lære logikken og koden på samme tid.

Det jeg konkret tager med mig er to ting: at bryde et problem ned i pseudokode, før jeg begynder at skrive. Og at forklare det højt, selv når jeg arbejder alene. Den visuelle hjerne er min styrke — den logiske hjerne er den, jeg bygger op lige nu.